Min datter har fået den idé, at hun vil på efterskole til næste år. Altså i skoleåret, der starter i 2022. Hun går i 8. klasse, og hun er meget moden. Og meget selvstændig synes hun selv. Hun har sin selvtillid i orden. Jeg er ikke så sikker på, at hun er så selvstændig som hun tror. Så idéen med, at hun skal på efterskole, er slet ikke noget, jeg vil afvise. Tværtimod. Hun vil jo gerne flytte hjemmefra. Men det får hun altså ikke lov til endnu. Hun har jo intet begreb om, hvad det vil sige at bo alene. Selv at skulle styre sin økonomi. Sørger for at holde værelset eller den lille bolig, hun finder rent, er noget, hun slet ikke tænker på. Og det der med madlavning har hun ingen idé om. Nej, hvis hun flytter hjemmefra, ender det i kaos og alt for meget fastfood. Det er jeg overbevist om.
Min ide
Idéen med en efterskole er faktisk min. Jeg har på en eller anden snu måde fået hende til at tro, at det er hendes egen idé. Idéen fremkom efter en del alvorlige skænderier imellem hende og mig. Hun kunne slet ikke forstå, at jeg ikke vil tillade, at hun flytter hjemmefra. Og lytte til mine argumenter ville hun heller ikke. Så jeg hev fat i hendes klasselærer og fik en samtale med hende om mine problemer med min ’modne’ datter. Klasselæreren fik på en eller anden måde introduceret hende til idéen om efterskole. Og da hun en dag kom hjem fra skole og meddelte, at hun har fundet løsningen, og at den handler om, at hun skal på efterskole, blev jeg faktisk glad. Jeg accepterede ’modvilligt’ hendes idé. Jeg bad hende om at tænke sig grundigt om, hvilken efterskole hun vil på. Hun begyndte at granske lidt i sig selv og sine interesser. Der er noget med sport og fitness. Men der er også noget med teater og skuespil.
10. klasse
Hun fandt en efterskole, som hun syntes, at vi skulle besøge. Vi besøgte den og talte både med elever, der går på den allerede nu og med nogle af lærerne. Der var bare en ting, vi ikke havde taget højde for. Skolen optager kun elever på 10. klasses niveau. Da det gik op for min datter, blev hun skuffet. Meget skuffet. Hun brød faktisk ud i gråd og sagde, at hun ikke kan vente på at komme på efterskole i 10.klasse. Det er der jo to år til. Den lærer, som vi talte med, var meget cool. Han forklarede hende, at det er godt, hun allerede er kommet for at besøge dem nu. De har nemlig venteliste til elever, der gerne vil optages. Og det ser ud, som om at der kan være en chance for, at hun kan blive optaget i det år, hvor hun skulle starte i 10. klasse. Så det ender nok med en glad datter. Han anbefalede hende, at hun bliver skrevet på ventelisten. Det fik vi naturligvis gjort. På vejen hjem efter besøget talte vi om det. Hun må selvfølgelig gerne finde en anden skole. Men hun kan også vælge at være lidt tålmodig. 9. klasse er hurtigt overstået.
Så er der min søn
Min søn har været meget besværlig. Og umoden. Rent ud sagt, så har jeg virkeligt troet, at han er lidt langsom oppe i øverste etage. Han har været så barnlig, at det har været svært for mig at tro, at han faktisk er 16 år gammel. Han opførte sig faktisk som en 12-årig. Ok, jeg ved godt, at det kan være meget svært at være en 16-årig. Teenager og alt det der. Sådan noget med hormonerne. Pigerne. Skæg, der begynder at vise sig ved overlæben. Jeg var også bekymret for hans mentale kapacitet, fordi de gode karakterer, som han plejede at få, udeblev.
Jeg fik en samtale med hans lærere om ham. Der var delte meninger om han. En af lærerne – en gammel, sur kvinde, der underviser i historie, sagde direkte til mig, at min søn ikke er moden og ikke kan klare næste skoleår. Der var dog andre lærere, som mente, at han er helt normal. Han er bare teenager og skal have lidt tid til at finde sig selv i det univers. Jeg blev lidt urolig og bad om råd. Hvordan kan jeg hjælpe ham? Hvordan kan jeg undgå, at vi kommer i alvorlige konflikter herhjemme? Vi har jo haft nogle sammenstød, som er endt i skænderier og surmuleri. Der var én af lærerne, som foreslog, at jeg overvejede at tale med ham om at komme på efterskole i et år. Måske allerede i 9. klasse. Det vil give ham en mulighed for at finde sig selv, og samtidigt vil det ikke forsinke ham i uddannelsesforløbet. Han vil jo skulle følge de obligatoriske fag, som han skal eksamineres i, uden at det bliver det altoverskyggende fag i hans hverdag på en efterskole. Det handler bare om at vi skal finde ud af, hvilken efterskole han skal på.
Måske en efterskole med musik
Hun anbefalede, at jeg talte med ham om idéen. Kunne han tænke sig, måske at spille musik – eller fodbold? Har han en stor interesse, som han er vild med, og kunne tænke sig at lære mere om? Hun var rigtig sød. Hun tilbød også at tale med ham om det – sammen med mig. Jeg overvejede det i et par dage, og så fik vi en god samtale alle tre. Vi mente, at det ville være sundt og godt for alle parter. Så min søn blev optaget på en musikefterskole. Han startede her i august, og jeg har lige haft besøg af ham her i weekenden. Han har ændret sig. Er meget mere rolig – og meget mere moden nu. Han tager selv initiativ til at hjælpe mig med fx opvasken efter måltiderne. Og han har ligesom lagt den der barnlige måde at opføre sig på, når han ikke får sin vilje fra sig.
Det er en meget mærkbar forandring. Til det bedre. Og det bedste er, at han er blevet meget glad for efterskolen. Han nyder at spille i et band. Ser frem til nogle events, de skal lave. Koncerter og festival. Og ja, han beklager sig lidt over matematiktimerne, men siger selv, at det går bedre.
