Vi har lidt konflikter her i huset. Det har noget at gøre med, at vi skal flytte. Vi har boet her i Odense i 5 år, og nu skal vi flytte til Randers. På den ene side er jeg glad for, at vi skal til Randers. Det er tæt på min hjemstavn. Jeg har savnet Jylland. Jeg har boet dels på Sjælland og dels på Fyn i de sidste 15 år. Så man kan vist ikke sige, at jeg er jyde længere. Alligevel fyldes jeg med en glæde over at skulle bo der igen. På den anden side, så har jeg to børn og en mand, som er ærke-sjællændere. De har aldrig brudt sig om at bo i Odense. Og jeg har fået det at vide gang på gang. Men hvem bestemmer? Og bider man hånden, der fodrer en? Jeg bestemmer, og jeg forsørger min familie. Derfor har de måttet bo i Odense i 5 år. Jeg ved godt, at København er verdens navle – for dem. Men ikke for mig. Min navle er der, hvor jeg er. Og det er muligvis derfor, at jeg har succes. Som iværksætter og forretningskvinde.
Lev med det
Jeg har tilkendegivet overfor min familie, at hvis de ikke bryder sig om mosten, så må de sige fra. Nu. Hvis de ikke gør det, så antager jeg, at de er indforståede med, at vi ændrer livsstil, nu hvor vi flytter til Randers. Indtil videre har jeg ikke fået nogen indvendinger. Så jeg regner med, at de vil være positive og forsøge at få det bedste ud af det nye kapitel i vores liv. Og jeg regner bestemt med, at de vil hjælpe så godt, de kan, når det her flyttefirma fra Jylland kommer for at hente vores møbler.
De må lære det
Jeg regner ikke med, at de er glade. Men jeg forlanger af dem, at de accepterer betingelserne. For mig er det bestemt ikke en dans på roser at forsørge dem. At jeg har succes i mit arbejde, skyldes kun, at jeg besluttede, at jeg vil være den bedste, så min familie ikke skal mangle noget. Det må de forstå. Og det er måske også derfor, at jeg er ret hård overfor dem i ny og næ. Men hvis jeg ikke er hård og skærer igennem, så ville vi sejle rundt som et spøgelsesskib på Atlanterhavet i dag. Det er mig, der holder sammen på os. Det er mig, der tager det store læs. En arbejdsuge med 6 x 15 timer er anstrengende.
Gode boxrum i Aarhus heldigvis
De små konflikter her i huset preller ligesom af på mig. Jeg har besluttet, at vi skal flytte. Jeg har sørget for, at vi ikke er nødt til at sende nogle af vores ting til opmagasinering i boxrum i Aarhus. Havde jeg ikke gjort, det, så ved jeg, at jeg ville blive bombarderet med spørgsmål om, hvornår vi skal tilbage til Aarhus. Og et kan jeg jo af gode grunde ikke svare på. Jeg er nemlig slet ikke sikker på, at vi nogensinde vender tilbage til Aarhus. Og hvem ved? Måske finder vi det gode liv i Randers.
