Jeg har ikke set min storesøster i 3 år. Altså sådan fysisk. Hun bor i udlandet. Og da vi i forvejen har hvert vores liv med familie og jobs, så er det jo ikke sådan noget med, at jeg lige rejser for at se hende. Og hun kan heller ikke bare lige tage her til Danmark på en smuttur for at se mig. Og ja, selvom vi forsøger at koordinere det med vores familier, så vi ses til jul sådan ca. hvert andet år, så har alt det her Corona-halløj bestemt ikke gjort det nemt for os. Naturligvis har vi talt sammen via Skype eller FaceTime. Og det er da fedt at sidde med sådan et video-call i flere timer, hvor vi deler en flaske vin og bare taler sammen. Vi bruger også ofte chat‐funktionen på de platforme. Men det er altså ikke helt det samme som at være sammen, fysisk. Når vi besøger hinanden, kan vi jo godt finde på at gå ud og shoppe sammen. Eller spise frokost på en god restaurant. Og det har vi altså ikke kunnet i ret lang tid. Men nu, hvor hun er træt af ikke at kunne se mig, har hun besluttet sig for at komme til Danmark. Jeg har da også fået at vide, at hun gerne vil se vores forældre. Forståeligt nok.
Ud at se på dametøj
Hun har skrevet til mig på chatten for at fortælle mig, hvad hendes planer er for hendes ophold her. Hun skal selvfølgelig bo her hos mig. Men hun har en del ting, hun skal nå. Bl.a. vil hun på tøjindkøb. Hun skriver, at hun skal besøge tøjbutikker, der har dametøj i store størrelser som https://www.arkuricurvy.dk/dametoej-943/. Lockdown i det land, hvor hun bor, har været ret meget hårdere end her i Danmark, og hun har taget en del kilo på, skriver hun. Hun beder mig også om at anbefale sådan en butik, så hun ikke spilder sin tid. Jeg har lidt svært ved at tro på, at det er sandt, hvad hun skriver. Hun har da ikke brug for tøj til store kvinder. Hun har altid været slank. Hvis ikke tynd.
Men hvis hun skriver det, så må det jo være, fordi hun selv mener, at hun er stor i det. Jeg skriver selvfølgelig tilbage til hende, at jeg kender til en butik her i byen, som har moderigtigt tøj i op til og med størrelse 46. Er det stort nok, spørger jeg. Hun svarer, at det kommer lidt an på snittet i tøjet. Måske er det lige på grænsen til, hvad hun mener, at hun kan klemme sig ned i. Jeg lover hende, at jeg vil undersøge markedet og sende hende nogle adresser på butikker. Så kan hun evt. gå ind på deres hjemmesider og se, om det er tøj, hun kan lide. Efter at have sendt beskeden til hende går det op for mig, at hun slet ikke har brug for tøj til store kvinder. I Danmark er størrelserne jo noget større end de tilsvarende i det land, hvor hun bor. En str. 46 dér er det samme som en str. 42 her!
Min mand er noget rund
Der er ikke nogen vej udenom. Jeg bliver nødt til at tage mig sammen og få skænderiet med ham overstået. Det bliver ikke sjovt. Jeg ved det. Jeg ved dog også, at vi bliver gode venner igen. Det er bare sådan et ritual, vi skal igennem. Hver eneste gang, der skal købes nyt tøj. Min mand er temmelig robust. Faktisk meget stor. Han bruger bestemt herretøj i store størrelser. De helt store størrelser. Og han hader at skulle have nyt tøj. Dels fordi han er en dovenkrop. Han gider ikke at prøve tøj i en forretning. Men det bliver han altså nødt til. Dels fordi han godt ved, at han er samtaleemne for mange mennesker. Det er jo uundgåeligt at se ham. Han er slet ikke sådan en, der kan gemme sig i et menneskemylder.
Du kan så undre dig over, hvorfor vi ikke køber tøj til ham via internettet. Det skal jeg forklare dig: Det har vi prøvet. Og det blev en fiasko. Alt, hvad vi købte til ham, så ud, som om det var til en baby, når jeg holdt det op imod ham. Så det gør vi ikke mere. Så vil du måske ikke spørge om, hvorfor jeg så ikke bare tager mål af ham og køber tøjet for ham. Det kan jeg nemt forklare dig, hvorfor jeg ikke gør: Det har vi altså også prøvet, og det var en endnu større fiasko, end dengang vi købte på nettet. Intet af det tøj, jeg kom hjem med, faldt i hans smag. Bukserne var forkerte. Farverne på skjorterne var grimme. Og jakken var slet ikke hans stil. Så det, skal jeg ikke nyde noget af en gang til.
Nej tak til at sy selv
Hvorfor køber vi så ikke stof på nettet, så jeg kan sy tøj til ham? Det korte svar: Jeg har hverken evnerne eller tiden, der skal til det. Derfor: Et skænderi om, hvornår vi skal på tøjindkøb er rimeligt hurtigt overstået. Nogle få timers mas med at prøve tøj, og mit kyndige blik for, hvad der faktisk klæder ham, er, hvad der skal til. Det sparer tid og tårer. Og ja, som jeg sagde: Vi bliver gode venner, når tøjet er købt ind.
Mit næste skridt i projektet er nu at kassere det af hans tøj, som han ikke kan være bekendt at bruge længere. Det bliver sendt til genbrug. Dernæst skal jeg kigge i min og hans fælles kalender. Hvornår har vi tid. Og så skal jeg have lagt ansigtet i de rigtige folder. Og jeg skal være klar til at give ham alle argumenterne for, hvorfor han ikke bare kan undgå, at vi skal købe nyt tøj til ham. Et af de gode argumenter er, at vi jo bare kan kigge lidt på nogle af de jakker til mænd, som jeg allerede har set på nettet, at han måske kan passe. Det er min måde at fortælle ham, at vi ikke behøver at bruge mere tid end højst nødvendigt, fordi jeg har allerede lavet undersøgelsen af, hvad der er moderne og på markedet lige nu.
