Jeg ved godt, at der er mange, der mener, at det der Google Plus er en død sild, men jeg har nu været begejstret for stedet det sidste års tid siden jeg kom på der. Udover at blive fantastisk godt modtaget i diverse grupper har jeg også lært utroligt meget om hjemmesider, teknik og alt muligt andet via de mange indlæg på både dansk og engelsk der.
Det var via en bog af Thomas Rosenstand fra Concept Interest, at jeg kom i gang med G+, og det har jeg altså ikke fortrudt et øjeblik siden!
Fra spørgsmål til svar på minutter
Jeg har jo den her hjemmeside med webshop tilknyttet og bygget i WordPress, og som tiden er gået blev den langsommere og langsommere. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvad det var, der gjorde det, men én ting var sikker: Langsom var den. Nogle gange tog det op til 8 sekunder at indlæse en side med produkter på, og det duede bare slet ikke.
I min nød spurgte jeg ud i det lå på G+ om hjælp, og et par minutter senere skrev Kim Tetzlaff til mig – han er åbenbart ret kendt indenfor det med hastighedstuning af hjemmesider. Hans venlige svar førte til en dialog, der fortsatte på mail efterfølgende.
En af de ting, han gjorde mig opmærksom på, var, at jeg havde en hel del såkaldte “shortcodes“, der tilsyneladende gjorde min hjemmeside sløv. Det hele blev lidt teknisk for mig – det vil jeg godt indrømme. Og da jeg jo altså ikke er programmør eller sådan noget, bad jeg i stedet Kim om at få et tilbud på at gøre min hjemmeside hurtigere.
De bedste penge, jeg har brugt længe
Dagen efter fik jeg et tilbud med e-mail fra ham, og det var absolut en rimelig pris, så jeg sagde ja tak til, at han skulle løfte opgaven. Det var en torsdag – og mandag morgen lå der en e-mail fra ham, at jeg lige skulle prøve at teste de tungeste sider på min hjemmeside. Den langsomste af dem alle tog nu 1,6 sekunder om at blive indlæst i stedet for næsten 8 sekunder! Det var alligevel noget af en forskel.
Havde det ikke været for Google Plus, havde jeg aldrig fundet hverken Kim eller en løsning!